Sir Georg Solti - en inciterende udstråling
I mine mange år som musikjournalist i DR mødte og interviewede jeg en lang række fremtrædende dirigenter.
Alle de større danske navne - og ganske mange fra den internationale scene.
Af de sidstnævnte er der tre, jeg især erindrer: Engelske Norman del Mar, Finske Esa-Pekka Salonen og ham som det særligt skal handle om her, Sir Georg Solti, der var født i Ungarn.
af Per Wium, musikjournalist
Jeg interviewede Norman del Mar mens han var tilknyttet Aarhus Symfoniorkester. Anledningen var opførelsen af een af de store Mahler symfonier i Musikhuset Aarhus.
Da jeg besøgte ham i en herskabelig Aarhus-lejlighed kan jeg huske at jeg tænkte at han var indbegrebet af en aristokratisk engelsk dirigent. En høj mand (det er dirigenter ofte) med et smukt og fascinerende engelsk. Selv om han da allerede var en ældre mand, var hans begejstring og evne til at formidle den meget stor.
Hver gang jeg i årene efter var i England, tænkte jeg altid på ham. Med glæde over at have mødt ham.
Del Mar døde i 1994.
Mit møde med en dengang ret ung Esa-Pekka Salonen var en uventet oplevelse.
Det foregik på hans hotelværelse på Hotel Windsor v. Vesterport, København.
Jeg havde set Salonen i koncertsal og på TV. Og dér havde jeg oplevet et sandt energi-bundt med en nerve og vilje, der var imponerende.
Nu blev jeg hentet i hotellets foyer og bragt til værelset af en lidt kejtet ung mand med en lidt "grå" udstråling. Han svarede fint og venligt på mine spørgsmål - det var slet ikke det. Men jeg kunne ikke forstå at det var den samme person.
Salonen havde - tænkte jeg derfor - en "engagement"-knap, som han kunne tænde (og slukke) for.
Sir Georg Solti
Mit mest intense dirigentmøde forgik i et lille lokale tæt på bagscenen i TIVOLI, København.
Det foregik en tidlig lørdag eftermiddag formentlig i 1989.
Sir Georg Solti skulle samme aften dirigere Haydn og Beethoven i Tivolis koncertsal. Og via musikchef, Lars Grunt, havde jeg fået en interview-aftale i stand.
I dag godt 25 år senere kan jeg ikke huske hvad vi talte om. Men jeg husker Solti, hans øjne, nærvær og hele udstråling som hvis interviewet var foregået for en uge siden.
Aldrig aldrig før eller siden mødte jeg er person med så stærk en udstråling. Det var jo især øjnene, der strålede og var intense. Men det var ikke kun dem. Solti fyldte lokalet med en uafviseligt stærk sjæl og med glød.
Jeg var til koncerten samme aften og her skete det igen. Naturligvis kunne man ikke se hans øjne fra en fjern stol - og af naturlige årsager havde han ryggen mod publikum det meste af tiden.
Men han fyldte rummet. Og orkestret spillede med stor entutiasme.
Sir Georg Solti havde en meget stærk rytmisk fornemmelse. Det var helt afgørende at musikken ikke var slap, men netop spændstig.
I samme periode havde jeg meget kontakt med de unge fremstormende Safri Duo. Både Morten Friis og Uffe Savery var vildt begejstrede for Solti. Netop bl.a. på grund af hans sans for det rytmiske.
Jeg er stolt af at have mødt sådan en karismatisk kunstner.
Sir Georg Solti forlod denne verden i 1997.
